MOBNING …

Hej sødlinger.

Jeg er et mobbeoffer, jeg blev sparket og grinet af og folk kastede ting efter mig og gjorde grin af mig. Jeg begyndte at smide min madpakke ud i skolen og begynde at svare lærene igen for at komme ind til ” de seje” Men det skete jo ikke, men det tænkte jeg ikke over. Jeg gik så langt ned med flaget at min inspektør indkaldte mig til møde og gav mig papirfolder med en skole langt hjemmefra som jeg kunne gå på i nogle måneder og få luft fra det hele. Kallehave Strand hed det. Dengang kunne jeg ikke lide at være der, for jeg var jo vant til at det bare var mig og min søskende. Men nu var det jo mig og nogle andre fremmede, der startede dog en der hed Jeppe der også begyndte at mobbe mig. Og en lærer der hed Erik der var lidt skummel. Vi alle troede han var hjemløs fordi han altid havde det samme tøj på og vi troede han tændte på os små piger ( Jeg var 12, jeg var ikke så klog) :p – Men jeg fik 5 venner. Vi boede 4 piger på et stort værelse og vi talte heletiden sammen også når vi skulle i seng. Vi fik meget ballade for det. Men jeg fik en ven der hed Jack som ALLE pigerne kunne lide. Han blev min bedsteven. Og han trøstede mig heletiden. De måneder gik og jeg skulle tilbage til folkeskolen, og jeg tænkte ” Åh nej, nu starter det hele op igen” Jeg gik i skole og græd jeg turde ikke komme ind i klassen for alle var kommet. Da jeg tog mig sammen og gik ind kom de alle og gav mig et kram. Skulle der kun det til? Vidste de overhovedet hvem jeg var? Vidste de overhovedet hvor svært jeg havde haft det i de mange år? Tankerne fløj i hovedet på mig. En dag da vi havde engelsk, sagde min lærer at min veninde skulle læse 3 sider højt og det skulle man ellers ikke. Jeg sagde heletiden ” Det har hun gjort og hun må ikke læse mere ” Men han blev stiktosset og tog mig op i blusen ved halsen og tog mig op ad vores køleskab og råbte  af mig, og spyttede på mig. Jeg skulle ENDELIG på efterskole og jeg glædede mig så meget så vidste ingen hvem jeg var. Jeg skulle ikke spille en anden, jeg kunne bare gå rundt og græde hvis jeg ville. Eller noget andet. Tiderne gik, jeg begyndte at ikke at ville spise og mit humør begyndte at ændre sig. Jeg følte at alle dem jeg snakkede med kiggede meget mærkeligt på mig. Jeg har ALDRIG skåret i mig selv. Men jeg har haft et meget mærkeligt forhold til mad. Og jeg ville ønske dengang nogle havde taget fat i mig dengang og lært mig at ingen er perfekt. Jeg er blevet slået i et tidligere forhold og jeg var så blind dengang jeg ville ikke miste min eks der. Sidste gang jeg blev rørt var da vi slog op for 5 år siden. Han valgte at sparke mig og skubbe mig ned på gulvet foran min bedste veninde og nogle andre venner. Jeg kunne ikke få luft og jeg græd vanvittigt meget. Jeg ringede til min forlovede og græd rigtig meget, og han beroligede mig. Og næste dag stod jeg sammen med min forlovede og nogle andre drenge venner. Ham der slog mig kom altid over til os og jeg gemte mig bag min forlovede og min forlovede sagde at han skulle rykke sig ham der havde slået mig. Min selvtillid er røget så meget i bund gennem mit liv. Men jeg kæmper for at få den op igen.

Er i blevet mobbet? Og hvordan?