Man kan godt ændre sig!

Hej i søde mennesker.

Fra jeg var ca 13 – 14 startede jeg med at feste og drikke meget sammen med venner. Det blev bare en vane for mig. Så hvergang min mor spurgte mig ” Skal vi ikke lave noget i weekenden?” Eller ” Jeg tager til min kæreste” Så tænkte jeg også altid på fester og ikke søvn og tv. Men da jeg var 21 ca faldt jeg om på mit tidligere bosted ude på gaden og en pædagog hjalp mig men jeg prøvede at flygte. Da jeg vågnede var jeg inde i en ambulance og jeg begyndte at græde. For hvad skete der? Hvor var jeg?. Vi ankom til hospitalet og sygeplejersken sagde til mig at jeg havde epilepsi. Og jeg ikke kan tåle blinklys og alkohol så meget, og jeg skal have mine 8 timer og ikke må stresse. Og jeg må heller ikke have for meget energi for det stresser min hjerne og så ender det ud i et anfald. Jeg begyndte at græde igen. For jeg havde da ikke tid til at stoppe mit liv for at pleje mig selv. Men min mors afdøde mand sagde til mig en dag ” Sascha, du skal lære at tænke på dig selv og du skal lære at sige til dig selv at du er en god pige selvom du ikke drikker og fester og sådan mere” Og de ord har jeg virkelig taget til mig. For jeg elsker at ligge med kæresten og se en god film og bare hygge. Jeg elsker at vide at jeg har fået mine 8 timer og ikke får et anfald og tænke at jeg altid kan ringe til min kæreste hvis det nu skulle ske alligevel. Jeg kan da godt lide at sidde og se tv og sjove serier. Jeg er ikke så meget for byen mere kun nogle gange. Men det er nu meget dejligt at sidde hjemme med familien og vide at om søndagen har man ikke ondt i håret og kan huske alt. Så ja, jeg har en ” diagnose” Men jeg husker at leve mit liv.

Kram.